Frihed 2.0 – en fejlbehæftet version???

Denne tankestrøm er i høj grad inspireret af bogen “You Are Not A Gadget” af Jaron Lanier, samt Tor Nørretranders’ “Civilisation 2.0”.

Minder fra den mentale skuffe

Jeg sidder i toget på vej til København. Jeg er på vej over for at besøge en ven. Ideen er at vi skal snakke, og intet andet. Ingen biografture, ikke noget med at tage ud at spise, ingen natklubber, ingen koncerter…bare os to, og de steder vores samtaler måtte føre os hen. Grunden til at vi gør det er, at vi mødes hver dag via sms, Facebook og andre online tjenester. Vi er i kontakt med hinanden hele tiden, men vi snakker i bund og grund aldrig sammen. Så nu har vi forberedt os ordentligt, vi slukker telefonerne og går offline i et døgn…og lader os kun afbryde af Leonard Cohen og andre lommefilosoffer…

Jeg blev født i 1973, og er dermed et barn af ingenting. Jeg kom for sent til at opleve den sidste store kamp i 60’erne, og nåede egentlig kun at stikke fødderne ud i 70’ernes energikrise. Jeg var for ung til rigtigt at kunne melde mig under Generation X’s faner i 80‘erne, og selvom jeg nok et eller andet sted var en del af Generation X, forstod jeg aldrig rigtig hvad det gik ud på. Når man dykkede rigtig ned i det, var det enten noget med at være mod- og rodløs…eller se meget MTV…og siden da lader det til at generationernes frustrationer ikke rigtig har kunnet få afløb, i hvert fald ikke med samme genklang som tidligere. Jeg er del af en generation af mænd opfostret af kvinder, så der burde være frustrationer nok at ville af med…men det virker som om gassen er gået af ballonen. Det føles som om vi ikke rigtig gider rejse os fra sofaen længere, som om vi har mistet evnen til at være revolutionære. Der er ingen som ser os. Vi er blevet usynlige individer i den store sværm…

Ved siden af mig i toget sidder to unge mænd.  Jeg tror den ene af dem er moderat kendt, jeg synes jeg kan genkende ham som et af medlemmerne af det danske band “Spleen United”. Sammen med ham sidder en anden mand, en “upcoming artist” som lader til at være fra Vejle, men nu er taget til København for at skabe sig en karriere. Midt i al deres musik-nørderi, begynder ham fra Vejle at fortælle, at han i de sidste to år har været i gang med at indspille sit første album. Hver gang han har været lige ved at gøre det færdigt, har det alligevel ikke føltes helt rigtigt, så derfor er han startet forfra. “Jeg vil jo gerne værre sikker på at det der kommer ud af det, virkelig er mig”, siger han. Den moderat kendte musiker nikker anerkendende…jeg tager mig en ekstra kop kaffe og føler mig faktisk en smule forpustet ved tanken om at skulle modificere det samme projekt igen og igen…

I starten af 90‘erne tog mit liv pludselig en ny drejning, (jeg tror faktisk det er den eneste hændelse i mit liv, hvor prædikatet “kvantespring” er passende): Jeg fik min første computer!! Endelig var det slut med at skulle bruge slettelak, endelig skulle jeg ikke længere skrive kladder til mine stile før jeg kunne skrive den færdige opgave ind. Det stod klart for mig at her var et redskab, som kunne effektivisere mit liv, give mig mulighed for at få flere ting fra hånden, så jeg havde mere fritid…og faktisk også hjælpe mig med at være kreativ. Jeg har aldrig kunnet tegne eller spille musik, men blev ret god til at manipulere billeder og kreere og redigere musik. Kreativiteten ville ingen ende tage, og jeg synes egentlig selv at jeg var ret god til at administrere forholdet mellem nyttige gøremål på computeren og det rene tidsfordriv der lå i at spille “Prince of Persia” (eller hvad der nu lige var af spil på computeren). Nogle år senere stillede en bebrillet mand sig op i blåt jakkesæt og berettede om en revolution, nemlig at Internet nu var en realitet for det almindelige menneske…og så skal jeg ellers love for at det store identitets-tog begyndte at køre mod helvede med ekspresfart…

Vel ankommet til København finder jeg mig en cafe. Jeg elsker kaffe, og følelsen af at sidde i hovedstaden og drikke en kop indeholdende noget jeg altid er nervøs for at udtale, lugter lidt af bohème, som en lidt mere tjekket version af mig selv. Ved siden af mig sidder et ungt par af anden etnisk herkomst (sådan skal man vist nok sige det i dag, for ikke at træde nogen over tæerne…og her tænker jeg specielt på andre fordomsfrie, omsorgsfulde danskere. Jeg tror faktisk de fleste folk fra andre lande er ligeglade hvad man kalder dem, bare man snakker pænt til dem). Sammen med dem sidder en ældre dansk mand som ihærdigt forsøger at forklare dem, at han altså ikke er racist, og at han rent faktisk synes det er rigtig synd for dem at de bliver behandlet dårligt…men at der ikke er noget at gøre ved det. Mennesker er nu engang som de er. De to unge sidder bare og smiler, og jeg ved ikke helt hvad jeg synes er værst: Hans ignorance eller deres resignation. Han burde vide bedre, og de burde få paraderne op med det samme…

Friheden der aldrig kom

Internettets udbredelse blandt den almene befolkning fik to store banebrydende betydninger. For det første blev kimen lagt til at slå den hierarkiske verdensopfattelse i stykker og for det andet skabte vi grundlaget for en platform hvor det unikke menneske kunne udtrykke sig, uanset hvilke biologiske og kulturelle hindringer dette menneske måtte have i sit daglige liv. Men et eller andet sted gik det galt. Midt i hele dette fantastiske system som skulle være smukt, nyt og stort glemte vi noget af det allervigtigste, nemlig os selv.

Det er sådan set ikke vores skyld, vi har nemlig aldrig haft noget valg. Vi er børn af computer-kulturen, og derfor er vi som udgangspunkt slaver af faste indstillinger. Hvis jeg skal beskrive en harddisk for mine forældre vil de ikke forstå noget som helst af hvad jeg siger. Min måde at forklare og tænke på ligger så fjernt fra dem som tanken om landjord gør for en fisk…men hvis jeg bruger en analogi hvor jeg forklarer om en kommode som indeholder en masse ting man kan tage frem og lægge væk, og engang imellem rydde op i, så forstår de det. Jeg selv forstår begge versioner, hvorimod min nevø på 12 vil kigge på mig som om jeg er en idiot, hvis jeg forklarer kommode-analogien. Han forstår heller ikke hvordan en harddisk virker, men det er ligemeget. Hele hans måde at tænke på er formet af computer-systemernes indtog i vores verden, så for det første vil han instinktivt vide hvordan harddisken virker, og for det andet vil han være fuldstændig ligeglad. Det er slet ikke interessant for ham.

Mine forældre tilhører en tid som satte den personlige dialog i højsædet…simpelthen fordi det var nødvendigt. Vi laver tit vittigheder med, at det var så hårdt at være ung i gamle dage, og det har vi et eller andet sted ret i. Det var hårdere at måtte tage sin cykel og køre 5 kilometer for at besøge sin ven, i stedet for bare at kunne tænde for Skype. Det var hårdere at skulle bruge slettelak, eller skrive sin kladde om to gange før man kunne skrive stilen ind og det var helt klart hårdere at skulle stå ansigt til ansigt med sin ven og fortælle ham at han var en idiot fordi han igen glemte en aftale, end i dag hvor man bare kan sende en sms.

På et tidspunkt ændrede den digitale kultur sig således, at alt det unikke og smukke ved Internet blev overskygget af nogle få menneskers ønsker om at samle individerne i store grupper, kollektive vidensbanker og sociale netværk. De fleste af disse mennesker gjorde det garanteret i den bedste mening, men de glemte bare at tænke sig om. De glemte, at den kollektive bevidsthed ansporer anonymitet, dræber individet. Nu ved jeg godt at jeg sætter tingene på spidsen, fordi den kollektive bevidsthed kan også fremme individet…men det gør de digitale medier bare ikke længere.

Engang sidst i halvfemserne lavede jeg min første hjemmeside. Den blev lavet til et firma, og ville i dag blive betegnet som noget af det mest amatør-agtige og sørgelige det samlede Internet kan byde på. Men den var min, og den var 100% personlig. Jeg var super stolt af alle de små finurligheder den indeholdt, og måtte også selv stå til ansvar for alle fejlene. Alle sider var lavet på den måde, alle sider bar et personligt præg. At surfe på Internet var som at gå på et loppemarked, det var en fantastisk blanding af nyt og gammelt, smukt og hæsligt, charmerende og usmageligt. Men det hele var på sin egen vis kunst, fordi det var individets forsøg på at udtrykke sig selv. Men på et tidspunkt begyndte en kedelig tendens at tage over, tendensen til at ensrette. En ung mand opfandt CMS-systemet, som gav folk mulighed for at skabe præ-definerede skabeloner til deres hjemmeside, firmaer begyndte at se fidusen i at reklamere på nettet, og det opdagede Google hurtigt at der var penge i. Men Google havde allerede opdaget noget andet, nemlig at folk gerne ville bruge Internet til at søge efter informationer. Så de havde skabt et uhyggeligt effektivt søgesystem, der gav folk frihed til at finde alle de informationer de havde brug for, og mere til. Men da det er Google som dirigerer folks færden på Internet, er det i sidste ende også Google som bestemmer hvad du skal se. Du kan betale penge for at få dine søgeresultater vist, og så er det ikke længere kvaliteten af informationen som er i højsædet. Så er det kvantiteten og det økonomiske der bestemmer. Når det bliver kvantitet og økonomi som styrer strømmen af informationer, så er der ikke længere meget frihed at finde, når det oprindelige ideal som gjorde Internet så smukt i starten er forsvundet, bliver den digitale sky bare til et sted man som individ ikke kan påvirke…og når man ikke føler ansvar, udviser man ligegyldighed.

I dag er Google i gang med at samle alle eksisterende bøger og dokumenter oppe i den store Internet-sky, for dermed at gøre det nemmere for os at hente informationer. Det betyder at vi kan hente fragmenter af tekster, skrevet af folk vi aldrig nogensinde får sat ansigt på, og sætte det sammen i den sammenhæng vi selv har brug for. Det gør det hele meget nemmere for os, men det distancerer os samtidig fra forfatteren, fra individet. Det er et system, som fordrer anonymitet, et system som tilgodeser effektiviteten og det mekaniske. Når vi fjerner forfatterens identitet, uanset hvilken sammenhæng det foregår i, så fjerner vi forfatterens frihed. Vi har vænnet os til denne tanke, til at informationer kan findes uden bekymringer om hvem forfatteren er. Vi ved ikke hvilke motivationer, hvilken glæde eller sorg der ligger bag en forfatters ord, og så bliver ordene mere ligegyldige. Vi mister det menneskelige aspekt.

Vi blogger i et væk fordi vi føler at vi bliver nødt til det, det bliver den eneste måde vi kan blive hørt på, den eneste måde vi kan ryste anonymiteten af os. Men ved at øge kvantiteten, dræber vi kvaliteten. Vi skriver statusopdatering efter statusopdatering på Facebook, fortæller verden om hvad vi laver hvert femte minut, men verden går bare hen og bliver ligeglad.

Alle store firmaer benytter sig i dag af begrebet “personaer” når de skaber deres hjemmesider. Personaer er “digitale identiteter” skabt for at vi som forbrugere kan føle en tilknytning…der er blevet oprettet en falsk identitet vi kan forholde os til. I gamle dage forholdt vi os til et direkte budskab, hvadenten det var fra personens mund eller det personlige udtryk der lå i personens hjemmeside. I dag er alt baseret på skabeloner lavet i WordPress, så alt kommer til at ligne hinanden, og da vi som forbrugere er blevet identitets-forvirrede, og hjemmesiderne er identitetsløse, så kan vi finde os selv ved at forholde os til disse personaer. Det er lidt ligesom at læse horoskopet i Ude & Hjemme, beskrivelserne er gjort lige nøjagtig så vage, at der altid vil være en persona vil kan forholde os til. Hvor er det unikke blevet af?

Tre gange om året går en mand i løbesko, blå jeans og sort rullekrave op på en scene et sted i USA, og fortæller mig hvad jeg nu har brug for at købe. Han ligner den svigerfar jeg gerne ville have, og han kan tilbyde mig den identitet jeg tror jeg har brug for. Manden hedder Steve Jobs, er direktør for Apple, og bad os engang om at “Think Different”. Hver gang han fremviser et nyt produkt, som endnu engang er blevet mindre og samtidig tusind kroner dyrere, klapper jeg af glæde i hænderne. Bagefter undrer jeg mig over at jeg klappede…men jeg undrer mig endnu mere over at jeg gik direkte ind og bestilte et eksemplar af produktet. Hvor er jeg blevet af?

Du bliver nødt til at være dig selv, før du kan dele ud af dig selv.

I toget sad to unge mænd, som var enige om at deres identitet var væsentlig. Som kunstnere kunne de ikke gå på kompromis, de kunne ikke vælge den lette løsning. Samtidig sad der nogle mennesker på en fortovscafe som alle havde givet op. Lige så meget som sidstnævnte frustrerede mig, lige så glad blev jeg for at sidde og lytte til de to unge mænd. Jeg har altid haft det svært med kunstnere, de kommer let til at lyde så fise-fornemme, men jeg måtte indse at disse to havde fat i den lange ende. De kunne ikke gøre arbejdet halvt færdigt, kunne ikke bare sende et album på gaden som de ikke kunne stå inde for. Da al kunst er et rendyrket personligt udtryk, så vil udtrykket blegne hvis individet ikke er hundrede procent involveret. Det er her individets styrke ligger, nemlig ved at udtrykket bliver vedkommende og ærligt. Så kan man lide det eller lade være, men man kan til enhver tid forholde sig til det. Hvad nu hvis vi virkelig prøvede at lægge vægt bag vores statusopdateringer, eller lod der gå uger før vi skrev en ny blog, så vi var sikre på det vi skrev var gennemtænkt?

Identitet er en svær ting, fordi den bedst skabes gennem modstand. Jeg skulle igennem mange svære teenage-år hvor jeg konstant skændtes med mine forældre, men det var bare bydende nødvendigt. Da jeg havde brugt de første 12 år på at skabe grundlaget for en identitet ved at kopiere min mor og far, blev jeg på et tidspunkt nødsaget til at prøve at stå på egne ben. Det kunne kun ske ved at bryde fri, ved selv at begynde at fortolke alt det jeg havde lært, se om det var bæredygtigt og derefter cementere det ved at sætte mit eget præg på det. Man lærer ikke noget nyt af folk man er enig med, og hvis mit verdensbillede skal styrkes, så må det provokeres. Derfor er forældre-oprøret så vigtigt, for det er den eneste måde vi kan erkende at vi er stærke nok.

Det er på samme måde med frihed. Frihed er et kampbegreb, det lever kun i kraft af den modstand det får. Hvis friheden bliver taget for givet, så bliver den ligegyldig. Voltaire sagde, at “mennesket er frit i det øjeblik, det ønsker at være det”. Men hvad nu hvis vi ikke ønsker det, simpelthen fordi vi har glemt hvad det er? Hvad nu hvis vi gemmer os bag fladskærme, computere i børstet aluminium, trivielle søgninger på Google og Wikipedia? Ordet “frihed” er snart blevet slidt helt op af reklamebureauerne. Firmaerne ønsker virkelig at vi skal være frie, men kun hvis vi vælger den frihed de tilbyder. Gør det os frie at vælge Google til at finde informationer? Hvad nu hvis vi brugte lidt mere tid, søgte flere steder, måske endda ringede til et andet levende væsen? Hvad nu hvis den lette løsning er blevet så indgroet i os, at vi ikke kan se tegnene på frihedsberøvelse når de dukker op?

I september 2001 var verden vidne til en tragisk hændelse, da World Trade Center styrtede i grus. Det burde have været en øjen-åbner for os. Uanset hvem gerningsmændene var burde hændelsen have fået os til at se at vi bliver nødt til at tage os af hinanden. Vi bliver nødt til at være gode ved hinanden, lytte til hinanden, respektere hinanden. Men det skete aldrig. I stedet fjernede vi os mere fra hinanden, lod frygten styre os og låste vores dør for naboen, mens forsikringsselskaberne stormede frem med reklamer for hvor vigtigt det var at at beskytte os og vores familier, inden det var for sent. Gerningsmændene fik lige det de ville have, de begrænsede vores frihed

I gamle dage var det rebellerne som skabte oprørene, de som havde fået nok og turde rejse sig op og sige fra overfor overmagten. Tag Generation X som eksempel. Betegnelsen og kategoriseringen har eksisteret i mange år og er altid blevet brugt af provokatørerne til at få gang i debatten. Nu har man skabt et nyt begreb som hedder Generation Y, men denne gang er det de etablerede terapeuter og foredragsholdere som har lanceret begrebet. Her kan man virkelig tale om at gøre unges frustrationer og særegenskaber til koncept-pop. Vi  kategoriserer og katalogiserer, dyrker sværmen og det store anonyme fællesskab. Vi tager gassen af ballonen og gør det umuligt for de utilpassede at råbe op. Vi klasker bare et stempel på dem og siger de har ADHD , og dermed kan vi frasige os ansvaret, for det er jo ikke vores skyld at de er sådan. Vi lever i dag i et fladt struktureret samfund, hvor den gængse tanke omkring hierarkiet er ved at smuldre. Det er noget af det smukkeste der nogensinde er sket, men hvis det som skal afløse det er en stor grå flok, så vil jeg hellere have hierarkiet tilbage. Dengang var der i det mindste nogle autoriteter man kunne spejle sig i, og gøre oprør imod. Oprøret skaber identiteten, identiten er grundlæggende for individet, og individet er intet uden frihed.

Jeg er ikke mod teknologien, dens udbredelse eller udvikling. Ej heller er jeg imod de udviklingsmuligheder vores samfund byder på. Men tendenser som går i retning af begrænsning af den personlige frihed og individets udslettelse får det til at vende sig i maven på mig. Ethvert system, især på den digitale front, som lægger vægt på fællesskabet, vil glemme individet. Og individer som føler sig glemt i en mængde vil udvise ligegyldighed, fordi ansvaret er blevet taget fra dem. Havde det nu været i vores gode gamle hierarkiske verden, var situationen måske en anden. Men i dette samfund, hvor vi samtidig forsøger at fortælle individet at det er unikt, vil tingene uundgåeligt ramle. Tandhjulene passer simpelthen ikke sammen.

Måske skal vi til at tænke anderledes, måske er det på tide med en revolution? En revolution hvor du og jeg er i højsædet, mens vi lytter til hinanden og rent faktisk kigger hinanden i øjnene.

About admin

wordpress newbie :-) Vis alle indlæg af admin

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: